Bag virksomheden Inspiria
Gennem hele mit liv og min karriere har jeg været drevet af et ønske om at leve i overensstemmelse med mine værdier. Jeg har mange års erfaring som leder og konsulent i medicinalindustrien, hvor jeg har haft ansvar for både mennesker, strategi og udvikling. Men det er først i de senere år, at jeg for alvor har opdaget, hvor vigtigt det er for mig at lade mig guide af min intuition og min indre kerne – i stedet for at lade mig styre af ydre forventninger og krav.
Tidligere var jeg rigtig god til at tilsidesætte min egen indre stemme for at leve op til det, jeg troede, andre forventede af mig. Og jeg skal være ærlig: Jeg er ikke perfekt, og jeg har ikke fuld balance hele tiden. Jeg arbejder stadig meget med mig selv – og det er netop en del af min styrke. Det gør mig ydmyg og giver mig en dyb forståelse for, hvor svært og vigtigt det er at finde sin egen vej.
Et afgørende vendepunkt i mit eget liv var en vision quest i det nordlige Sverige, hvor jeg tilbragte fire døgn alene på fjeldet. Her kom jeg tættere på, hvorfor jeg er her, hvad jeg skal bidrage med i livet – og hvordan jeg kan være mere bevidst til stede. Kimen til Inspiria blev lagt dér.
Det, der driver mig, er ønsket om at hjælpe mennesker med at finde ind til deres egen kerne og potentiale. Jeg brænder for at skabe rum, hvor mennesker kan udvikle sig, vokse og finde modet til at stå stærkt i sig selv – både i livet og i arbejdslivet. For mig handler det om at støtte andre i at mærke, hvad der virkelig betyder noget for dem, og give plads til mod, refleksion og ægte relationer. Jeg ønsker at bidrage til en verden, hvor vi tør være nærværende, tage ansvar og leve helhjertet – sammen og hver for sig.
I dag står jeg bag Inspiria, hvor jeg tilbyder naturbaserede udviklingsforløb for mennesker, grupper, virksomheder og organisationer. Naturen er en aktiv medspiller i processen – fordi forandring ikke kun skal forstås med hovedet, men mærkes i kroppen. Min tilgang bygger på en dyb respekt for naturens rytmer og menneskets indre bevægelser. Jeg tror på, at vi udvikler os bedst, når vi får mulighed for at være til stede med os selv og hinanden – med plads til refleksion, ægte kontakt og en proces, der føles nærende og livgivende.
Som uddannet naturterapeut fra Manuvision, har jeg lært, hvordan naturen kan bruges aktivt til at skabe udvikling og balance. Min metode er oplevelsesbaseret – vi arbejder med kroppen, sanserne og naturens rytmer, fordi det er her, forandring for alvor kan mærkes og integreres. Den er inspireret af gamle naturtraditioner og bygger på relationen – til os selv, til hinanden og til det større, vi er en del af.
Jeg har også gennemført Stifinderprogrammet – en intensiv lederuddannelse med fokus på personligt lederskab og fremtidsvisioner. Det har givet mig redskaber til at skabe rum for mod, autenticitet og klarhed, både for mig selv og for dem, jeg arbejder med.
Samtidig trækker jeg på min baggrund som nationaløkonom og min PhD i økonomi, som har givet mig en stærk analytisk forståelse og et solidt fundament for at navigere i komplekse problemstillinger. Jeg arbejder fortsat som rådgiver for medicinalindustrien med market access, strategi og kommunikation – og løser opgaver for bl.a. patientforeninger og fonde indenfor sundhed. Du kan læse mere om denne del af mit virke på inspiria-marketaccess.com.
Inspiria forener netop det strategiske og det sanselige, det analytiske og det menneskelige – med det formål at skabe klarhed, retning og forbindelse – til naturen, til hinanden, og til os selv.